Vordingborg Kommune gør det nemmere for vælgerne at brevstemme til kommunalvalget med en række nye tiltag. I stedet for kun i Borgerservice bliver det blandt andet muligt at brevstemme lokalt flere steder i kommunen.
Vordingborg Kommune har indført en række nye aktiviteter, som skal gøre det nemmere for vælgerne at brevstemme til kommunalvalget, hvis de er forhindret på valgdagen den 21. november.
Blandt de nye tiltag er det muligt at brevstemme i bogbussen, som er omdannet til valgbus når den besøger Lundby, Koster og Damsholte fra den 2.- 6. november. Man kan også brevstemme i Svinø forsamlingshus den 8. november. Derudover kan togpassagerer og andre rejsende brevstemme på Vordingborg Station den 13. november sidst på eftermiddagen.
For at få flere unge til stemmeurnerne er det også muligt, at brevstemme på Vordingborg uddannelsescenter onsdag den 1. november. Samtidig modtager de 18-29- årige i kommunen en SMS på valgdagen, som minder dem om at stemme.
Ved kommunalvalget i 2013 stemte 76 procent af Vordingborg Kommunes vælgere. Det er det 5. højeste stemmetal i Region Sjælland. De nye tiltag sker i et håb, om at mindst lige så mange vil bruge deres stemmeret denne gang.
”Det er vigtigt for det lokale demokrati, at vi som vælgere benytter vores stemmeret. Vi håber, at disse tiltag vil gøre folk ekstra opmærksomme på at der snart er valg og at det er tid til at stemme. Og kniber det for en at nå hen til valgsstedet på valgdagen, har man nu disse ekstra muligheder for at brevstemme,” fortæller Helle Munk, chef for Ledelsessekretariatet i Vordingborg Kommune.
Her kan du, som noget nyt, brevstemme:
Koster ved De Hvide Sten – Torsdag den 2. november kl. 14.00- 15.30
Damsholte, Fanefjord Brugs – Torsdag den 2. november kl. 16.00- 18.00
Lundby station – Mandag den 6. november kl. 17.00- 19.00
Svinø forsamlingshus – Onsdag den 8. november, kl. 17.00- 20.00
Vordingborg Station – Mandag den 13. november kl. 16.00- 18.00
Derudover holder de tre Borgerservice i kommunen åbent to lørdage op til valget, den 4. og 11. november fra kl. 10.00 til kl. 12.00.
Man kan brevstemme i Borgerservice frem til den 17. november 2017.
Det er den samlede kommunalbestyrelse, som har godkendt aktiviteterne for at højne valgdeltagelsen og servicen til vælgerne.
Kilde: Vordingborg Kommune
Læs mere om Kommunvalg 2017 i Vordingborg kommune på Vordingborg.net’s valg-side.