Der var i den grad tale om køtilbud, da Harald Nyborg Vordingborg slog dørene op til omkring 700 ventende gæster torsdag den 7. november 2019.
Der var hornmusik til de ventende og i butikken blev der serveret kaffe og småkager, da Harald Nyborg åbnede ny butik i Vordingborg.
”Vi regner med, at der er omkring 700-800 kunder, der står i kø, og vi lukker ind lidt ad gangen, så det hele ikke stopper til.” fortalte Jan Zacho, som er butikschef i den nye butik.
Harald Nyborg er flyttet ind i de samme bygninger, som tidligere husede Daells Bolighus, og de tidligere medarbejdere er flyttet med over i den nye butik. Derudover er der kommet flere arbejdspladser til, og butikken har nu 22 ansatte.
Så længe lager haves
I anledning af åbningen er der særtilbud, som kun kan købes i Vordingborg, og tilbuddene gælder, så længe lager haves. Man skal dog skynde sig, hvis man skal have glæde af dem.
”Der er helt sikkert nogle af dem, som bliver udsolgt i dag. Særligt robotplæneklipperen er et hit her fra morgenstunden – men 1.500 kroner er også virkelig billigt.” fortæller Jan Zacho.