For første gang fortælles historien om vikingetiden på Sydøstsjælland, Møn og Lolland-Falster, den vigtige handel på Østersøen og ikke mindst forbindelsen til vikingernes storby, Hedeby, der ligger i Nordtyskland.
For første gang får Sydøstsjælland og øerne en vikingeudstilling
Vikingerne er her, der og alle vegne – i TV-serier, på film, i vores sprogbrug og produkter vi omgiver os med. Og ikke uden grund for vikingetiden er en vigtig historisk periode i Danmarkshistorien. Det var på den tid, at mange af de elementer, der udgør det Danmark, vi kender i dag, fandt sted: landet blev samlet, byerne opstod, vi blev kristne, kongehuset blev grundlagt for bare at nævne nogle få. Men hvordan var vikingetiden egentlig på Sydsjælland og øerne? Måske af mangel på store monumenter fra perioden har den historie endnu ikke været fortalt, til trods for at vi med sikkerhed ved, at vikingerne også dengang var netop her, der og alle vegne.
Forskningschef Jens Ulriksen fortæller: ”I disse år gør frivillige metal-detektorfolk ekstremt mange fund, der viser, at Sydøstdanmark i vikingetiden spillede en central rolle i den store handel i Østersøområdet og om nær kontakt til vikingernes metropol, Hedeby.” Afdelingsleder på Danmarks Borgcenter Thomas Tram Pedersen fortsætter: ”Og Hedeby i vikingetiden og middelalderens borg i Vordingborg er på mange måder to sider af samme sag: Handelen i Østersøen – og kontrollen med handelen – var utrolig vigtig, ikke bare for denne del af landet, men for hele Danmark. Og det er den stadig.”
Museet greb en unik chance
Det er første gang nogensinde, at de ca. 2000 unikke genstande fra Hedeby bliver udstillet i Danmark. ”Og med garanti også den sidste”, fortæller ejendoms- og udstillingschef Thorbjørn Kolbo. ”Danmarks Borgcenter fik i efteråret 2016 en enestående chance for at få de unikke genstande fra Hedeby til Vordingborg. Vi vandt over byer som Frankfurt og Hamburg, grundet vores tilgang til udstillingsdesignet, der er helt vores eget. Museum Sydøstdanmarks udstillingsteam har skabt en helt ekstraordinær oplevelse, der uden tvivl tager de besøgende med på en fantastisk rejse tilbage til Vikingernes Metropol”.
Lørdag d. 8. april inviterer Borgcenteret til en festlig dag på borgterrænet: mellem kl. 10.00 og 12.00 serveres kaffe, saft og kage for gæsterne. I Børnenes Borgcenter kan man komme i vikingekrigerskole og hygge sig med historiske spil og legeredskaber. En lokal vikingekampgruppe viser kampopstillinger og laver kampopvisninger. Der vil være mulighed for at deltage i en konkurrence, hvor man kan vinde sæsonkort og gavekort til Restaurant Borgen.
VIKINGERNES METROPOL har åbent frem til oktober. I løbet af sommeren vil der være foredrag, omvisninger og andre aktiviteter for børn og voksne, så ingen vil være i tvivl om at vikingerne virkelig har indtaget Danmarks Borgcenter.
VIKINGERNES METROPOL er blevet til i samarbejde med Wikinger Museum Haithabu med økonomisk støtte fra Vordingborg Kommune, Orients Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.