Med en stor donation på 25 nye, helårssikrede hjertestarterskabe fra TrygFonden, sættes der fart på udrykning af hjertestartere over hele Vordingborg Kommune.
Som et led i at skabe de bedst mulige overlevelseschancer ved hjertestop, ansøgte kommunen tidligere på året Trygfonden om 25 helårssikrede, udendørs hjertestarterskabe til de kommunale hjertestartere, der i dag er installeret indendørs. Og den ansøgning har TrygFonden imødekommet.
Formand for Sundhed, Senior og Ældreudvalget, Mette Høgh-Christiansen og borgmester Mikael Smed, glæder sig over donationen, der helt overordnet betyder bedre chance for overlevelse ved et hjertestop:
“Donationen er med til at øge overlevelseschancerne ved hjertestop mange steder i Vordingborg Kommune, og det skal TrygFonden have stor tak for. Alle kommunale hjertestartere bliver, med enkelte særundtagelser, nu tilgængelige døgnet rundt. Tid og tilgængelighed er afgørende”
“Vi har sat fokus på tilgængeligheden af hjertestartere, fordi overlevelseschancerne ved et hjertestop forbedres væsentligt, hvis der bruges en hjertestarter. Op mod 3 ud af 4 kan slippe fra et hjertestop uden mén, hvis hjertestarteren bruges i løbet af de første minutter efter hjertestoppet. Derfor har vi prioriteret at gøre vores til, at flest mulige hjertestartere er tilgængelige døgnet rundt.”
Opfordring: Tilmeld dig ”Danmark redder liv”
Vordingborg Kommune har allerede givet alle medarbejdere grønt lys til at tilmelde sig Førstehjælperordningen ”Danmark redder liv”, hvor man via en app kan blive tilkaldt af 1-1-2 og hjælpe til ved et hjertestop i nærheden, indtil ambulancen kommer frem. Blandt andet med at hente nærmeste hjertestarter. Men alle med et førstehjælpskursus kan tilmelde sig ordningen, og det opfordrer begge politikere til:
“Uanset hvor i landet man bor, er man ved et hjertestop afhængig af hurtig hjælp fra mennesker i nærheden, indtil ambulancen når frem. Og det kan man kun, hvis man ved, at der er sket et hjertestop. Derfor vil vi opfordre alle, der har været på et førstehjælpskursus, til at overveje at tilmelde sig ”Danmark redder liv”. På den måde kan vi alle være med til at sikre, at naboen, samleveren, kollegaen og alle andre i nærheden får hurtig hjælp, hvis ulykken skulle ske”, slutter Mette Høgh Christiansen og Mikael Smed.
Alle donerede hjertestarterskabe er helårssikrede og med indbygget varme.
Man kan læse mere om Førstehjælper/hjerteløberordningen ”Danmark redder liv” på www.redderliv.dk
Find den nærmeste hjertestarter på www.hjertestarter.dk

Mette Høgh Christiansen og Mikael Smed med et af 25 hjertestarterskabe
Kilde: Vordingborg Kommune