Tenoren David Danholt har vundet en lang række priser gennem sin karriere og har været solist med en række af de store orkestre med berømte dirigenter. Som operasanger har han med sin ungdommelige heltetenor sunget en lang række roller fra operette til Wagner på operascenerne både herhjemme og i Tyskland, England, USA, Holland og Israel.
David Danholt bliver denne dag også præsenteret i egenskab af projektleder for en koncertrække i 2023 i Nordfalsters Koncerthus: Tre “Marie Grubbe-saloner”, hvor der bliver taget livtag med markante kvindeskikkelser, der har stået i skyggen af mænd.
Men ved koncerten denne søndag eftermiddag i januar, handler det om ene mandlige komponister, nemlig de nordiske Jean Sibelius og Rued Langgaard og de tyske Robert Schumann og Richard Strauss. Af Schumann er det sange med tekster af vores egen nationaldigter, H. C. Andersen sunget på tysk. Det er Martsviolerne, Spillemanden, Tyveknægten og Soldaten. I afdelingen med sange af R. Strauss bliver sunget nogle af de smukkeste og mest elskede sange: Morgen, Die Nacht og Allerseelen.
Som akkompagnatør medvirker Charlotte Thaning, der har en udbredt koncertvirksomhed, først og fremmest som kammermusiker og akkompagnatør, hvor hun er aktiv i mange sammenhænge. I en årrække har hun været fast pianist for den internationale Carl Nielsen Konkurrence, og hun samarbejder med mange fremtrædende danske musikere. Desuden er hun siden 1994 pianist i klavertrioen Eskær Trioen sammen med violinisten Julie Eskær og cellisten Emilie Eskær. Trioen vandt i 1996 P2 Musiks Kammermusikkonkurrence og har en omfattende karriere med koncerter overalt i Danmark og i en lang række europæiske lande samt USA og Japan.
Søndag 22. januar kl. 15:00
Nordfalsters Koncerthus
Nørre Alslev Langgade 68
Billetter a 160/80 kr på www.orenaessaloner.dk