Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed, EDC Poul Erik Bech, udvider forretningspaletten med opstart af EDC Landbrug Poul Erik Bech. Det sker efter at virksomheden har haft stor succes med at opruste på sine erhvervscentre over hele regionen.
“Det har været i min bevidsthed længe, at åbne landbrug op som forretningsområde. Vi tilbyder vores kunder rådgivning om alle ejendomsrelaterede aspekter, og derfor er det et naturligt skridt for virksomheden,” fortæller Poul Erik Bech.
“Men det er et meget specialiseret marked, og det at drive et landbrug er en ganske svær disciplin samtidigt med, at lovgivning og regler i branchen er meget komplekse. Det kræver de rette kompetencer for at kunne rådgive kunderne optimalt, og derfor glæder det mig, at vi har fået Frank Poll med om bord,” udtaler Poul Erik Bech.
Frank Poll er 45 år og kommer tidligere fra en stilling som chef for landbrugsafdelingen i Nykredit på Sjælland og Bornholm. Udover et indgående kendskab til driften af landbrug og et stærkt netværk, er han også selv uddannet fra Landbohøjskolen og driver selv et fritidslandbrug. Frank Poll startede formelt d. 13. august 2019 og skal til dagligt sidde hos EDC Erhverv Poul Erik Bech på Ringstedgade 28 i Næstved.
Indgående viden om landbrug
“Frank Poll er den helt rigtige til at starte EDC Landbrug Poul Erik Bech op. Han har et stærkt netværk, en helt unik viden om markedet, og så har han det rette mindset til at gøre en forskel for kunderne,” fortæller John Borrisholt, regionsdirektør i EDC Erhverv Poul Erik Bech. Om strategien fortæller han, at netop kombinationen af indgående viden om landbrug og et stærkt bagland giver en klar kundefordel.
“Frank kan få øje på mulige optimeringer af et landbrug, som er essentielt for et godt salg. Med den store organisation, vi har i ryggen, kan vi tillige tilbyde skræddersyede vurderinger og analyser,” fortsætter John Borrisholt.
Åbningen af EDC Landbrug Poul Erik Bech kommer i forlængelse af en massiv vækst inden for erhvervssegmentet, hvor virksomheden på erhvervscentrene i Køge, Næstved, Roskilde og Slagelse siden 2016 er gået fra 3 til 16 medarbejdere.
Dækker området langt bedre
“Lokalt betyder det to ting – dels, at vi også kan servicere landbrug som den ene del men generelt på erhverv betyder den større ressource, at vi har kræfter til at servicere en langt større geografi.
F.eks. har vi allerede solgt flere erhvervsejendomme og har flere til salg i Vordingborg – så vi dækker ganske simpelt området langt bedre og det er til god gavn for udviklingen. Er det tungt at finde nye ejere til ejendomme sænker det generelt udviklingen i et område.,” siger John Borrisholt.
