Teaterforeningen Bøgestrømmen præsenterer:
Krash & Chopin Danser
To nye værker fra Dansk Danseteater.
Teaterforeningen Bøgestrømmen præsenterer hvert år en forestilling af Dansk Danseteater – den mest markante og succesfulde moderne dansetrup i landet.
Således også fredag den 1. marts med Krash & Chopin Danser – en dobbeltforestilling med afsæt i to vidt forskellige musiktraditioner, skabt af to af Danmarks mest prisbelønnede moderne koreografer: kunstnerisk leder og Reumertvinder Tim Rushton og koreograf Alessandro Sousa Pereira.
Tim Rushton’s Chopin Danser blev oprindeligt skabt til Operaens foyer i august 2017, som et forstudie til denne forestilling. Frédéric Chopin, også kaldet klaverets digter, var både teknisk nyskabende, fantasifuld og poetisk søgende. Han kunne om nogen få klaveret til at synge. Med udgangspunkt i Tim Rushtons store kærlighed til Chopins intime klavermusik udforsker han menneskets inderste romantiske relationer.
Det bragende energiske værk Krash af den eftertragtede koreograf Alessandro Sousa Pereira er aftenens andet værk. Her er vildskab og maskulin kropsenergi inspireret af sammenstødet mellem forskellige kulturer. Værket tager afsæt i et digt af samme titel af den danske lyriker Niels Frank, men Krash er samtidig en ode til Pereiras brasilianske rødder, både hvad angår trin, udtryk og musik.
“Sorgfuld måneskinsdans og livsglade vildskabsritualer hos Dansk Danseteater. ’Krash & Chopin danser’ stråler af rituel danseglæde og fællesskab…. [man] kan mærke, hvordan dansen forvandler rummet og publikum, så alle tilskuerne danser med indeni. Det er Dansk Danseteater på toppen.” skriver Anne Middelboe Christensen i Information 4. feb. 2019
Med Dansk Danseteaters internationale dansetrup. Koreografi: Tim Rushton & Alessandro Sousa Pereira. Musik af Frederic Chopin og Lawand Othman (aka. DJ Turkman Souljah). Varighed: 80 min. inkl. pause.
Fredag den 1. marts kl. 19.30
på Vordingborg Teater, Chr. Richardtsvej 43
Med gratis introduktion kl. 18.30
Billetter: www.teaterforeningen.dk
Facebook begivenhed: https://www.facebook.com/events/2162585230467201/

