Mænds Fællesskaber. Det er navnet på et nyt, efterspurgt aktivitetshus, som fra 13. januar 2020 åbner dørene for mænd på 60+ år. Stedet giver mænd et fælles, hyggeligt og uformelt mødested med masser af forskellige aktiviteter.
Den 13. januar kl. 10 slår Mænds Fællesskaber dørene op for første gang. Et sted som Mænds Fællesskaber har været et ønske gennem flere år, og det bliver nu en realitet, fortæller en glad Kristina Petersen, der er seniorkonsulent: “Vi har i en del år hørt fra mændene, at de godt kunne tænke sig at have et fælles sted, hvor man kan mødes om forskellige aktiviteter. Og det får de nu. Det kan være håndværksting, madlavning, musik, fisketure, ølbrygning, ture ud af huset og meget mere. Men også bare til en kop kaffe, et spil kort eller en røverhistorie.
Vi har ledt efter et godt, centralt sted i kommunen, og nu har vi været så heldige at få fødderne indenfor i Egnshuset Viemose. Det ligger godt og centralt, har gode lokaler til mange forskellige aktiviteter og så kører der busser lige til døren.
Visionen er at få et hyggeligt hus, hvor mændene selv sætter dagsordenen for, hvad der skal ske. Vi stiller lokalerne til rådighed og hjælper med at koordinere og planlægge de ønskede aktiviteter og andet, der måtte være brug for. Men ellers blander vi os minimalt i, hvad der sker i huset. Det er de mænd, der møder op, der er med til at beslutte, hvilket aktiviteter, der er i huset. Og så sørger vi for at få dem på hjemmesiden.”
Indvielse og gratis pølser i pølsevognen den 13. januar 2020
Mette Høgh Christiansen, der er formand for Sundhed, Senior og Ældreudvalget, glæder sig til at byde velkommen til åbningen d. 13. januar og er på vegne af udvalget meget glad for det nye initiativ: “Dette gode tilbud har kunnet ladet sig gøre, fordi vi har ansøgt og fået eksterne midler til det. Vi håber, at huset bliver et levende, hyggeligt og efterspurgt sted, som kan samle mænd fra hele kommunen. Og vi er glade for, at der er tiltro til, at vi kan gå forrest og være med til at udvikle og afprøve nye tilbud.”
FAKTA
- Mænds Fællesskaber åbner d. 13. januar kl. 10, hvor udvalgsformanden formelt åbner dørene.
Kl. 11.30 giver pølsevognen gratis pølser, og der er the og kaffe. - Mænds Fællesskaber ligger i Egnshuset Viemose, Viemose Gade 7, 4771 Kalvehave
- Huset holder åbent alle mandage fra kl. 10-15, kun lukket på helligdage. Der er mulighed for billig frokost.
- Man er velkommen til at høre mere om huset og aktiviteterne hos Kristina Petersen på tlf. 40 18 15 81 eller læse mere på vordingborg.dk/mand.
- Busserne 660R og 669 kører lige til døren.
- Midlerne til Mænds Fællesskaber kommer fra et puljeprojekt og giver blandt andet mulighed for at undersøge, om et tilbud som Mænds Fællesskaber kan få endnu flere til at deltage i aktiviteter.