I dagligstuen hos Marianne Christensen i Nørregade 18, Vordingborg, er vi den 13. november 2019 kl. 19 nået til tredje gæst i rækken af kunstnere, som fortæller om deres virke og passion.
Billedkunstner Liza Krügermeier fortæller om sit liv og sin store passion for kunsten, hvor hun igennem de senere år sammen med sin mand, Rupert Sutton, ejer og driver Liza’s galleri i Stege.
“Liza Krügermeier er kendt for sine farverige billeder vidt omkring og hendes kunst er repræsenteret på mange gallerier. De seneste somre år har hun opholdt sig i Italien en måned ad gangen, og det er der kommet nye billeder ud af. Liza er en flittig kunstner, som jeg glæder mig meget til at byde velkommen i mine stuer”, fortæller Marianne Christensen
Gæsterne vil denne aften kunne se et begrænset udvalg af Lizas kunst og først og fremmest høre hendes historie. Som sædvanligt vil Marianne Christensen stille spørgsmål, så vi kommer tættere på, hvad det er, der driver kunstneren i det daglige virke.
Der bliver også plads til dialog med publikum om kunsten og livet som kunstner.
Entre 100 kr. inkl. kaffe og kage
Bindende tilmelding ved at indbetale 100 kr. med MobilePay til 30254774 med teksten ‘Liza’ eller køb billetten på billetto.dk. Det er muligt at betale kontant ved ankomsten, men tilmelding er stadig nødvendig.
