kontakt@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Mørket i centrum: Ny festival på Møn skal hylde nattehimlen

af | 6. juli 2026 | Nyheder

En ny forening har set dagens lys, og med den følger en ambitiøs plan om at gøre mørket til en attraktion. Foreningen Mørkefestival Møn er stiftet for at etablere en årlig festival, der skal sætte fokus på nattemørkets værdi for både natur, sundhed og kulturarv.

Mørkefestival Møn får premiere i efteråret 2026, hvor den første udgave vil strække sig over en hel måned fra den 10. oktober til den 8. november. Festivalen er tænkt som et fælles rum, hvor borgere, gæster og det lokale erhvervsliv kan opleve mørket sammen.

Ambitionen er klar: Mørket skal ikke blot ses som fraværet af lys, men som en kvalitet i sig selv. Ved at værne om mørket ønsker man at beskytte naturen og fremme den unikke kulturarv, der er knyttet til nattehimlen.

Støtter strategien ”Mørke af Guld”

Festivalen tager udgangspunkt i Møns status som Dark Sky Park og Dark Sky Community og fungerer som en direkte understøttelse af Vordingborg Kommunes strategi ”Mørke af Guld”. Målet er både at reducere lysforurening og skabe mere liv i skuldersæsonen, så både lokale og besøgende får en ny anledning til at opleve Møn og Nyord, når lyset forsvinder.

Vordingborg Kommune har, i kraft af deres ansvar for Dark Sky-certificeringen, en fast plads i foreningens bestyrelse.

“Det her er et initiativ, der taler direkte ind i hele grundlaget for vores Dark Sky-arbejde. Mørket er en kvalitet, vi både skal beskytte og formidle – og her får vi en platform, hvor endnu flere kan være med til at skabe oplevelser og engagere sig,” forklarer Dark Sky-koordinator Anne Marie Kamilles.

Søger lokale idéer og ildsjæle

Visionen er, at Mørkefestival Møn & Nyord skal fungere som en fælles platform for mange forskellige aktører. Foreningen ønsker derfor allerede nu at invitere kulturaktører, virksomheder, foreninger og lokale ildsjæle til at byde ind med idéer til aktiviteter og arrangementer.

Selvom det endelige program stadig er under udvikling, kan man allerede nu få et indblik i nogle af de planlagte elementer. Der arbejdes blandt andet på:

  • Et foredrag om ”Nattens Natur” med naturformidler Morten D.D.
  • Gratis mørkevandringer med stjernkig i Klinteskoven.
  • Lanceringen af et MørkeMuseum på 44Møen i Askeby.

Organisatorisk ramme

Etableringen af foreningen er resultatet af et længere forarbejde for at sikre en fast organisatorisk ramme, der kan forankre festivalen lokalt og lade den vokse over tid.

Bestyrelsen i den nye forening består af Mette Juul Holmquist, Inger Marie Scavenius, Kristina Ask, Laura Barüel og Anne Marie Kamilles.

Interesserede kan følge med på www.darksky.nu.

 

Bestyrelsen i Foreningen Mørkefestival Møn


Hent Sydmedier's app til din telefon

> Hent i App store

> Hent i Google Play

I app’en kan du se arrangementer og begivenheder i Vordingborg og omegn.
Så har du altid oversigten lige ved hånden 📱 Og du kan nemt selv tilføje et arrangement.