Alle skal sortere og det bliver nemmere at sortere og komme af med affaldet i nye affaldsbeholdere.
Alle får nye beholdere, så de har mulighed for at sortere og aflevere madaffald, metal, glas, hård emballageplast, papir, småt pap og restaffald.
Firmaet joca a/s skal levere de nye affaldsbeholdere. De starter mandag den 22. oktober 2018 med at skifte affaldsbeholderne i Vordingborg Kommune.
I løbet af de kommende 9 uger vil joca a/s besøge de 22.915 adresser, hvor de skal levere nye beholdere og hente de gamle.
Der skal leveres 44.170 2-hjulede beholdere med to rum i hver. Halvdelen af beholderne er til restaffald og madaffald.De øvrige er genbrugsbeholdere, til metal, glas og hård emballageplast i det ene rum og papir og småt pap i det andet rum.
I ejendomme, hvor man deler containere, vil der blive leveret 4-hjulede containere til metal, glas og hård emballageplast og 2-hjulede beholdere til madaffald. 4-hjulede dagrenovations-containerne vil blive genbrugt til restaffald og papir-containerne til papir og småt pap.
Plasten genanvendes
Joca skal hente de 11.000 gamle grønne papirbeholdere og 22.500 grå dagrenovationsbeholdere.
Plasten og metallet fra de gamle beholdere skal genanvendes. Når beholderne er kørt til joca’s plads i Vordingborg, vil de blive adskilt og plasten vil blive knust, så de ikke fylder så meget, når de skal transporteres videre til genanvendelse.
Køkkenspand og poser til madaffaldet
Alle husstande vil modtage en køkkenspand sammen med de nye beholdere. I køkkenspanden er der plastposer til madaffald og en sorteringsvejledning.
Læs mere på hjemmesiden
På vordingborg.dk/affald kan du se, hvornår der skiftes beholdere på din adresse. Der er også hjælp til sortering fx en Affalds-ABC, hvor man kan slå affaldet op.
Kilde: Vordingborg Kommune