22. april 2024 åbner Norlys den første af 15 planlagte ladeparker, og milepælen markeres med lynladning til 0 kroner. Denne første Norlys ladepark er placeret i Odense. Senere i 2024 kommer der også en ladepark ved afkørsel 41 mellem Vordingborg og Stensved.
Alle 15 Norlys-ladeparker vil blive etableret som et pusterum på farten, hvor bilister kan købe drikkevarer, mad og snacks eller strække ben i et grønt område, mens lynladerne gør bilisterne klar til det næste kørestræk. Samtidig skal Norlys-opladning være en oplevelse.
– Vores lynladere er hurtige, men det tager bare lidt længere tid at lade end at tanke en traditionel brændstofbil. Vi indretter derfor vores ladestationer sådan, at du ikke skal sidde og trille tommelfingre eller jonglere med børn, der keder sig på bagsædet. Vi håber med vores koncept at sætte en helt ny standard for, hvordan man skaber ”ladeglæde” og derved motiverer endnu flere danskere til at tage springet til elbil, siger Ellen Trolle.
Norlys har derfor indgået et samarbejde med Experimentarium, som udvikler en række aktiviteter tæt ved ladestanderen.
Oplevelsesunivers
Fem af de 15 lokationer – herunder Vordingborg – vil blive udstyret med et helt særligt oplevelsesunivers under temaet ”Jagten på den gode Energi”. Her har Experimentarium udtænkt og designet et oplevelsesunivers med interaktive aktiviteter, der sætter fokus på en grøn fremtid.
– Vi håber selvfølgelig, at når børnene i fremtiden spotter det røde Norlys-logo fra bagsædet, så vil de tigge deres forældre om at tage ladepausen hos os, fordi vi gør det sjovt og inspirerende at holde pause. Vi håber, at vi kan sætte tanker i gang hos store som små og give inspiration til gode dialoger i bilen på vejen videre, siger Ellen Trolle.
Det er tegnestuen ADEPT, som i et tæt samarbejde med Norlys står bag formgivningen af Norlys’ ladeparker.
Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Norlys er ejet af flere end 800.000 andelshavere og leverer energi, ladestandere, tv, internet, og mobiltelefoni til danskerne.