Påsken byder på fire dage i træk med masser af musikalske oplevelser.
Onsdag d. 1. april: CHRISTIAN HJELM

Christian Hjelm
Onsdag aften, kan du efter late night i Vordingborg, gå forbi STARS og starte påsken med Christian Hjelm der byder på skævt legesyge, folkelige popsange fra hjertet. Christian Hjelm har en lang karriere i det stilrene engelsksprogede indie-orkester Figurines bag sig, og er en af de bedste sangere herhjemme – begavet med en Steppeulv-pris som Årets Vokalist i 2013. Live formidler den moderne gavflab materialet med en smittende spilleglæde og nærmest Kim Larsensk attitude kompetent bakket op af et hold af garvede kræfter fra den danske musikscene.
Læs interview med Christian Hjelm på gaffa.dk, klik her.
Torsdag d. 2. april – Skærtorsdag: TUE WEST // DORTHE GERLACH
Skærtorsdag er der to koncerter på programmet. Kl. 20. står Tue West på scenen på SMALLSTARS og kl. 21. overtager Dorthe Gerlach på STARS.
Siden starten af årtusindskiftet har Tue West været en fast bestanddel af den nyere generation af dansksprogede sanger/sangskrivere. Og en fast del af Tue Wests virke har altid været solokoncerterne, hvor det musiske univers følges ad med anekdoter og spontane indslag.
De personlige sange suppleres af fortolkninger af udvalgte klassikere fra bl.a Højskolesangbogen, en sangbog der efterhånden er blevet en del af Tues hverdag, da han nu er fast lærer på Grundtvigs Højskole.Tue West er desuden undervejs med et nyt album og har derfor en håndfuld nye sange med i kufferten.
Dorthe Gerlach er et tungt navn på live-scenen. Som den ene halvdel af duoen Hush har hun turnéret i mere end 10 år i ind- og udland. Udover egne koncerter har Hush bl.a. turnéret med og supportet Jamie Cullum, Turin Brakes og John Mayer.
Der venter publikum noget fuldstændig nyt og særligt. Det er således første gang, Dorthe turnérer som solist med eget band. Lyduniverset er et halvelektronisk univers, som både er poetisk og beskidt. Men først og fremmest bæres det smukt af Dorthes velkendte, lysende rene og intense stemmeklang.
Fredag d. 3. april – Langfredag: SCARLET PLEASURE support ANYA + AFTERPARTY

Scarlet Pleasure
Langfredag har vi den danske soulpoptrio Scarlet Pleasure på scenen.
Scarlet Pleasure, der spiller et unikt mix af groovy 80’er-pop og sexet 90’er-R&B, er en af de artister, der er vokset hurtigst på den danske musikscene det sidste år.
Med sig har de ANYA, som har amerikansk R&B og hiphop i blodet og skandinavisk eftertænksomhed på hjernen. Hvis du tænker, at du er stødt på navnet ANYA er det ikke underligt, for 2014 var året, hvor den unge sangerinde for alvor kom på folks læber og hun har med sin karismatiske udstråling og bløde stemme, især gjort sig bemærket med sangen “Greet me.”
Bagefter er der forrygende AFTERPARTY med Leman & Dieckmann.
Lørdag d. 4. april – Påskelørdag: L.I.G.A.

L.I.G.A
Påskelørdag er der lagt op til et brag af en koncert med urban/popgruppen L.I.G.A.der laver sange med oprigtige tekster og en energi, som vækker selv den sløveste fra sit vinterhi.
Der er to supportbands på denne aften; Gabriellas som er et skandinavisk pigeband med kant samt Modpol; to unge popdrenge fra København.
Langfredag og påskelørdag er der Den Lille Time på SMALLSTARS fra kl. 19 hvor det er muligt at komme og hygge inden koncerterne.