
Bestyrelsesformand Thorbjørn Kolbo, spillestedschef Andreas Linsdell, og næstformand Michael Seiding Larsen
STARS Vordingborg underskriver ny 4-årig driftsaftale med Statens Kunstfond og Vordingborg Kommune.
STARS beholder dermed sin status som regionalt spillested frem til og med 2020, en status som STARS har båret siden år 2000.
Med titlen som regionalt spillested forpligter STARS sig til fortsat at præsentere et mangfoldigt og nærværende koncertprogram, hvor niche, genre og vækstlag står side om side med de mere etablerede og populære artister og store billetsælgere.
I den nye aftale skal STARS producere 86 koncertoplevelser årligt, hvor kvalitet, kunstnerisk niveau og oplevelsesværdi skal være i top, således at oplandets publikum, morgendagens spirer og etablerede superstjerner har en professionel scene som mødested.
“At sætte en underskrift på en ny aftale betyder meget for STARS, for vi er som organisation og koncertarrangør forankret omkring hovedformålet med den regionale forpligtelse. Vi har mere end 70 dedikerede frivillige medarbejdere som brænder for at skabe gode koncertoplevelser, vi har STARS og SMALLSTARS som perfekte rammer, og vi har en kompetent organisation der kan levere, så vi er klar til 4 nye spændende år.” udtaler spillestedschef Andreas Linsdell.
Ud over koncerter på STARS og SMALLSTARS, producerer STARS også koncerter andre steder i oplandet, og gerne i samarbejde med andre koncertarrangører og samarbejdspartnere. Dette arbejde og fokus vil fortsætte i den nye aftale.
STARS’ bestyrelsesformænd Michael Seiding Larsen og Thorbjørn Kolbo, glæder sig over, at det er lykkes at fastholde STARS som regionalt fyrtårn for den rytmiske livemusik. “Vi ser med tydelighed, at det at have et aktivt spillested i hjertet af Vordingborg hvor mere end 15.000 gæster kommer forbi om året, smitter af på resten af byen og området” udtaler Thorbjørn Kolbo.