Singer/songwriter // STARS // Søndag 21. februar 2016
Koncerten starter kl. 20:00. Dørene åbner kl. 19:00 // Siddende
Billetter: Standard 120,- // Studerende og unge u. 18 år: 95,
Forsalg på STARS.DK samt på bibliotekerne i Præstø, Stege og Vordingborg.
En af landets mest roste sangskrivere og sangerinder griber ud efter guitaren igen efter tre års tavshed.
Det sidste vi hørte fra JULIE MARIA var, da hun bragede ud af radioen med P3s Uundgåelige i foråret 2013. Mens danskerne kunne synge med på Beat, var det tid for Julie Maria til at trække stikket og se lidt ind i stilheden. Der var også en lille dreng, der voksede i maven, som skulle have hendes udelte opmærksomhed på sin vej ind i livet.
I mellemtiden er stilheden ved at forvandle sig til nye sange på en kommende plade, der udkommer i 2016, og sønnen Sol har givet Julie Maria et fundament og en ro, der, ifølge hende selv, har gjort livet og musikken både lettere, enklere og sjovere.
Det eneste, der mangler, er kontakten til publikum. Savnet og behovet for at udtrykke sig har vokset sig større end Rundetårn, og Julie Maria griber igen ud efter guitaren og drager på soloturne med sine sange, der er kendt for at gå direkte efter hjertet på lytteren. Vel at mærke uden at give køb på de krøllede detaljer, der kendetegner hendes poesi.