Søndag 1. februar 2015
Koncerten starter kl. 15:00. Dørene åbner kl. 14:00.
Forsalg: stars.dk // samt bibliotekerne i Vordingborg, Stege og Præstø
Standardpris: 150,- inkl. gebyr // Studie + unge u. 18 år: 100,- inkl. gebyr
Den bredtfavnende og toneangivende danske pianist og komponist Carsten Dahl gæster nu SMALLSTARS.
Pianisten Carsten Dahl har, om nogen på den danske jazzscene, formået at udvikle sig konstant, menneskeligt og musikalsk gennem mange år og uanfægtet, om han står alene eller flankeres af andre, står hans musikalske univers knivskarpt.
Seneste udgivelse fra Carsten Dahl, albummet Bach Goldberg Variations, er solgt i mere end 10.000 eksemplarer, hvilket i alle sammenhænge er imponerende.
Til denne koncert får vi glæde af Thomas Fonnesbæk på bas og den amerikanske super trommeslager Rodney Green. Det bliver den eneste koncert i DK med netop denne besætning.
Lige siden Dahl brød igennem i begyndelsen af 1990’erne, har han vakt opsigt i den danske musikverden, og mange andre steder, med sit meget personlige klaverspil og vidtfavnende musikalske univers. Foruden den moderne jazz i stort set alle dens afskygninger suger Dahl til sig af indtryk fra f.eks. verdensmusikken og klassisk musik. Hvad angår sidstnævnte har Dahl oven i købet komponeret et værk for kor og orkester samt dyrket Johan Sebastian Bachs krævende klavermusik.
Det er med andre ord altid en udsøgt oplevelse, når Carsten Dahl sætter sig til klaveret. Her er fordybelse, meditativ ro, men også vilde udflugter ud i improvisationen og konstante overraskelser og forvandlinger. En stor eftermiddag i klaverets tegn venter.