Torsdag 11. september 2014
Koncerten starter kl. 20:00. Dørene åbner kl. 19:00.
Forsalg: stars.dk // samt bibliotekerne i Vordingborg, Stege og Præstø
Standardpris: 100,- inkl. gebyr // Studie + unge u. 18 år: 80,- inkl. gebyr
Gennem flere år har guitaristen, komponisten og bandlederen Lars Bech Pilgaard gjort sig bemærket på den danske musikscene i et hav af forskellige løse og faste konstellationer. Først i bandet “Magnus fra Gaarden” og siden med avantgarde-rockbandet SVIN som har flere anmelderroste udgivelser, samt en Danish Music Awards nominering fra 2012 på samvittigheden.
Musikken tager sit udgangspunkt i den rå frie form og kombinerer et særegent miks af no-wave, avantgarde og eksotisk musik både med og uden tempo. Den hylder friheden i moderne musik og sætter lydhørt sammenspil, skrøbelige kvarttoner og dynamisk overskud i scene. Med referencer til tematikker som repetition, isolation og afmagt trækker musikken klare linjer til Lars Bech Pilgaards opvækst og fascination af den jyske vestkyst.
Pilgaard omgiver sig live med markante medspillere i form af New jungle Orchestra-bassisten Thommy Andersson, Lars Greve fra Girls in Airports på blæseinstrumenter samt Pilgaards medspiller fra SVIN, Thomas Eiler på trommer.