Torsdag 25. september 2014
Koncerten starter kl. 20:00. Dørene åbner kl. 19:00.
Forsalg: stars.dk // samt bibliotekerne i Vordingborg, Stege og Præstø
Standardpris: 100,- inkl. gebyr // Studie + unge u. 18 år: 80,- inkl. gebyr
Det er 40 år siden Lasse Helner og Jørn Mader indspillede og udsendte beatrock klassikeren Moondust som stadig holder distancen i dag og derfor er blevet genudgivet. Moondust blev modtaget med kyshånd fra de danske anmeldere og blev en flot succes i datidens musiklandskab.
I forbindelse med genudgivelsen af Moondust drager Lasse Helner og Jørn Mader på turné med fremførelse af sangene fra albummet og anekdoter fra de sidste 40 år i underholdningsbranchen.
Det blev starten på et livslangt venskab da, Jørn Mader & Lasse Helner første gang mødtes i efteråret 1965. Lasse Helner kom gående i det gamle ”Fyens Forum” iført bowlerhat og skulle deltage i Fynsmesterskabet med sin gruppe ”The Baronets” fra Årup, mens Jørn Mader spillede i Spacemakers. The Baronets, som Jørn Maders band, Spacemakers, morede sig over i de dage, blev senere et af landets bedste rockorkestre, mens Jørn Mader blev journalist.
Men de holdt kontakten ved lige, og Jørn skrev adskillige artikler om Lasse og hans musikalske univers, som til stadighed udviklede sig. Både med og uden Mathilde. Lasse blev senere en stor inspirationskilde, da Jørn igen begyndte at spille.