Søndag 2. november 2014
Koncerten starter kl. 19:30. Dørene åbner kl. 19:00.
Forsalg: stars.dk // samt bibliotekerne i Vordingborg, Stege og Præstø
Standardpris: 80,- inkl. gebyr // Studie + unge u. 18 år: 50,- inkl. gebyr
Storstrøms Talentakademi mødes til stort fællesprojekt med afslutningskoncert på STARS i Vordingborg
Afrikansk polymetrik, fri vokalimprovisation, sangskrivning, komposition og nordisk folkemusik. Det er ikke småting, de udvalgte elever fra Storstrøms Talentakademi for rytmisk og folkemusik bliver udsat for.
Målet er at udfordre de unge, ikke blot på det faglige plan, men også på det mere personlige. Til at løse opgaven har flere af dansk musiklivs stærkeste kapaciteter slået vejen forbi på de såkaldte camps og indviet de unge i musikkens forunderlige magi.
Talentudvikling i region Storstrøm er ikke noget nyt. I flere år har musikskolerne Lolland, Guldborgsund, Næstved, Vordingborg og Faxe samarbejdet om et klassisk talentakademi. Flere af eleverne, som undertiden har deltaget i projektet, er fortsat på højere niveau med MGK og konservatorier. Det er i lyset af denne succeshistorie, at et akademi for rytmisk musik og folkemusik er kommet på banen.
Efter at linjen for rytmisk musik og folkemusik har kørt i snart et år, inviterer de nu de klassiske på besøg til et større fællesprojekt. Til at lede slagets gang har de allieret sig med den succesrige folkgruppe ”Dreamers Circus”, en gruppe som arbejder på tværs af genrer og især henter inspiration fra den klassiske musik. Det er dog ikke så mærkeligt, da violinisten Rune Tonsgård Sørensen også slår sine folder som 1. violinist i Sjællands Symfoniorkester.
Resultatet af hele forløbet vil kunne opleves på STARS i Vordingborg d. 2. november kl. 19.30. Her vil Dreamers Circus sammen med de 25 talentelever skabe en koncertoplevelse, som rummer både intimitet og rå urkraft fra den skandinaviske folkemusiktradition.