Wangel + Shy Shy Shy
STARS // Fredag 25. marts 2016
Dobbeltkoncerten starter kl. 21:00. Dørene åbner kl. 20:00 // Siddende
Billet: 120,- // studerende og unge under 18 år: 95,-
Forsalg på STARS.DK samt på bibliotekerne i Præstø, Stege og Vordingborg.
Lurende under enhver overflade i WANGELs intime, elektroniske univers, hvor følelserne i den grad bæres uden på tøjet, gemmer dæmonerne sig. Man drages af Wangels unikke stemme, der spænder fra en dyb røst til højtflyvende falset. Vokalen akkompagneres af stemningsfyldte synthesizer harmonier, og de melodiøse guitarfigurer understøttes af skarptskårne programmerede beats.
Det er længselsfuldt, skrøbeligt og storslået, når manden midt i tyverne åbner sit sind for den forsvarsløse lytter. Sange om livets kampe, at tage ansvar og den uendelige søgen efter kærlighed leveres i et spændingsfelt mellem det stille og eftertænksomme og vitalt buldrende følelsesudbrud.
Wangel har noget på hjerte, og der balanceres mellem skrøbelig melankoli og beslutsom optimisme.
SHY SHY SHY er en duo bestående af sangerinde og keyboardspiller Astrid Cordes samt sanger og guitarist Simon Kjeldgaard, der sammen har charmeret sig ind på den danske musikscene med lyden af deres unisone vokaler og catchy sange. Bandets iørefaldende tekster kombineres med legende rytmer, som tilsammen giver en medrivende, energisk lydoplevelse.
Live bliver duoen støttet af trommer, bas og keyboards. Deres liveoptrædener bæres af et stærkt sammenspil mellem Astrid og Simon. Deres dragende vokaler fletter sig sammen og skaber på den mest charmeredende måde en fængslende intimitet med publikum, indrammet af hvert deres energiske kropssprog.