Søndag den 15. november kan publikum opleve bigbandmusik med både unge talenter og erfarne musikere, når The BiG! Big Band Event indtager STARS i Vordingborg.
To bigbands, tre sangere og en scene fuld af swing, energi og spilleglæde er opskriften på en musikalsk eftermiddag, hvor generationer mødes om kærligheden til musikken.
The Loop Orchestra er et eliteungdoms-bigband med unge, ambitiøse musikere og sangerne Ea Cornelia og Magnus Gude Lykken i front. De får selskab af Kick Start Big Band, der samler unge talenter, rutinerede amatørmusikere og professionelle musikere fra blandt andet Sydsjælland og Lolland-Falster. Her står sangerinden Anne-Ditte Scheibye i front.
Publikum kan glæde sig til velkendte bigbandklassikere og melodier fra den danske sangskat – med fyldige messingblæsere, medrivende rytmer og masser af musikalsk overskud.
Bag arrangementet står musiker og dirigent André Jensen, kendt fra blandt andet Blue Rain Orchestra og PJ Swing Band. Sammen med basunist, komponist og dirigent Anders Jacobsen har han samlet musikere på tværs af generationer med ambitionen om at skabe en koncert, hvor talent, erfaring og spilleglæde går hånd i hånd.
The BiG! Big Band Event
Søndag den 15. november 2026
STARS, Vordingborg
Siddende koncert
Døre kl. 12.30 / show kl. 13.00
Billet: 125 kr. i forsalg på www.stars.dk / 150 kr. i døren

The Loop Orchestra

