Bosat i Wien men med både danske og nigerianske rødder. Musikerparret Bibiana Nwobilo og Jonas Skielboe kommer på besøg i Orenæs Saloner
Guitaristen Jonas Skielboe er opvokset i Rødby og begyndte sin uddannelse på musikkonservatoriet i København, men blev hurtigt draget af det store udland og større udfordringer og læremestre. Først studerede han et par år i det fransksprogede Schweiz for dernæst at flytte til Haag i Holland, hvor han afsluttede sin uddannelse med bravour. Siden har han rejst verden rundt med guitaren på ryggen og især i Spanien har han mødt inspiration til den musik, der har en særlig plads i hans hjerte: flamencoen. Ikke desto mindre er han nu bosat i Wien, hvor han danner par med sangerinden Bibiana Nwobilo, og hvorfra han rejser ud og samarbejder med en lang række ensembler i Europa.
Sopranen Bibiana Nwobilo er født i Nigeria men opvokset i Østrig, hvor hun har uddannet sig på konservatoriet i Klagenfurt. Hun har vundet adskillige priser i internationale sangkonkurrencer og er en alsidig sangerinde, der bevæger sig lige hjemmevant i tyske lieder som i operette, opera og amerikansk musik af Bernstein og Gershwin. Som freelance sanger har hun sunget en række hovedpartier i både opera og operette og har været solist ved internationale festspil under berømte dirigenter som Harnoncourt og Jordi Savall – sidstnævnte gæster i øvrigt Næstved Early Music Festival som hovednavnet 19.-21. august.
Sammen med Jonas Skielboe dyrker Bibiana Nwobilo naturligvis også den spanske og latinamerikanske musik, som man kan høre til koncerten i Orenæs Saloner. Her bliver spillet både Villa-Lobos og Manuel de Falla, ligesom der også er musik fra den tysksprogede verden med uddrag af Robert Schumanns elskede sangcyklus Dichterliebe og lieder af Franz Schubert.
Koncerten er støttet af Kulturelt Samråd i Guldborgsund Kommune.
FAKTA:
Fredag den 12. august kl. 19.00
Orenæs Saloner
Orenæs Skovvej 12, Orehoved
4840 Nørre Alslev
Entré 150 kr. Under 14 år ½ pris
Online salg på www.orenaessaloner.dk
Reservationer på tlf. 61 77 08 26