Vordingborg Kommunes Trafik, Park og Havnechef Lise Thorsen inviterer til udekontor for at komme i dialog med borgerne og få gode idéer til pasningen af kommunens veje, parker, grønne arealer og havne.
Når Vordingborg Kommune stiller op på Folkemøde Møn, bliver der i kommunens telt på Gåsetorvet også mulighed for at møde den forholdsvis nytiltrådte Trafik, Park og Havnechef Lise Thorsen. Hun står klar i teltet lørdag den 24. august kl. 10-13 for at komme i dialog med borgerne
og få deres hjælp og gode råd til vedligeholdelsen af kommunens veje, parker, grønne arealer og havne.
Lise Thorsen står klar med notesblokken og håber, at rigtig mange vil kigge forbi teltet til en kop kaffe og en snak om asfalt, blomster, strande og kyster. ”Vi vil gerne møde borgerne, der hvor de er, når de er der, og skabe en god dialog med alle der har noget på hjerte. Det er borgerne, der kender vores kommune bedst, så de kan være vores øjne ude i alle hjørner af kommunen, og det kan være en meget stor hjælp for os, der fra morgen til aften arbejder på at passe vores fælles byer, landskabsrum, havne og veje. Det er ikke sikkert, at vi kan løse alle udfordringerne med det samme, men med udekontoret kan vi komme tættere på borgerne og udfordringerne. Så jeg håber, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden og kigge forbi og fortælle os om deres grønne drømme og sorte plager” siger Lise Thorsen.
Hvis man ikke har mulighed for at møde Trafik, Park og Havnechefen på Folkemøde Møn lørdag den 24. august kl. 10-13, kan man kigge forbi Trafik, Park og Havneafdelingens kontor på Mønsvej 130 i Bakkebølle fredag den 6. september kl. 14-17, hvor der også bliver mulighed for at besøge
materialepladsen og se nogle af de maskiner, som anvendes til at passe kommunens arealer. Lise Thorsen holder også udekontor på Torvet i Præstø onsdag den 16. oktober kl. 16-18 og på Stentorvet, Algade i Vordingborg fredag den 29. november kl. 18-20 i forbindelse med Black Friday.
Det er også altid muligt at give et tip om kommunens veje og udearaler på
www.vordingborg.dk/givettip