Mandag d. 19. april kl. 10 blev første spadestik til udvidelsen af Vordingborg Sundhedscenter taget af formand for Sundhed, Senior og Ældre, Mette Høgh Christiansen og borgmester Mikael Smed. Den nye bygning forventes at stå klar i foråret 2022.
Nye moderne kliniklokaler, telemedicinske faciliteter og en større multisal til blandt andet patientforeninger og undervisning. Det er nogle af de ting, som den nye bygning på Vordingborg Sundhedscenter rummer, når udvidelsen af Vordingborg Sundhedscenter efter planen står klar i marts 2022.
Helt ny bygning
Udvidelsen består i en ny bygning på knap 450 m2 i to etager, som får direkte adgang til blandt andet Træning og Rehabiliteringsområdet, Center for Rusmidler og Sundhedsplejen.
Udvidelse kommer mange til gavn
Flere tusinde børn, unge og voksne modtager hvert år sundhedsydelser på Vordingborg Sundhedscenter. Og tallet forventes at stige de kommende år. Ikke mindst på grund af et stigende antal ældre borgere i kommunen. Formand for Sundhed, Senior og Ældreudvalget, Mette Høgh Christiansen, er på vegne af udvalget derfor utrolig glad for, at det er lykkedes at styrke det nære sundhedsvæsen i Vordingborgområdet:
– Med byggeriet ønsker vi kort og godt at sikre, at vi både nu og i fremtiden kan tilbyde vores borgere et stærkt, nært og moderne sundhedsvæsen. Og ikke mindst endnu flere nære sundhedstilbud af høj kvalitet.
– Samtidig er målet med udvidelsen også at være med til at udvikle den måde, vi samarbejder og laver sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen på. Udvidelsen, som vi sætter gang nu, er dermed også et ønske om at udvikle og fremtidssikre Vordingborg Sundhedscenter. Sundhedscenteret skal være omdrejningspunkt for endnu flere og bedre samarbejder mellem region, privatpraktiserende læger og Vordingborg Kommune. Og hvor vi samarbejder endnu mere om de nødvendige, lokale sundhedsydelser.
Det har været en stor opgave i at designe en tilbygning, der balancerer mellem ønsket om et moderne og fremtidssikret sundhedshus og hensynet til det øvrige sundhedscenters og lokalområdes arkitektur. Løsningen er blevet en bygning, som opføres i såkaldte facadetegl.
Byggeriet forventes at kunne gennemføres uden væsentlige gener for besøgende og naboer til byggeriet. Under hele byggeriet skal hovedindkørslen til sundhedscenteret dog benyttes, da den første indkørsel til matriklen afspærres.
Man kan læse og se mere om den nye tilbygning på vordingborg.dk/nytsundhedscenter