Den internationale teaterfestival Waves Festival 2017 i Vordingborg får besøg af en fransk kunstner, der inviterer alle interesserede med til en kunstnerisk byggeperformance. Olivier Grossetête har specialiseret sig i at bygge store monumentale bygninger og konstruktioner i pap, som rejses og beundres den ene dag, og næste dag pilles de ned igen under festlige former. I Vordingborg har han valgt at genopføre Slotsporten i størrelsen 1:1, og det kræver mange hænder. Derfor inviterer Waves Festival frivillige, der har lyst til at bygge i pap og have det sjovt imens, i perioden 21. til 24. august.
Mange byer har haft glæde af Grossetêtes byggeprojekter, der for en stund samler borgere i en kunstnerisk proces, som er en stor oplevelse at deltage i og giver en stærk følelse af fællesskab og tilhørsforhold til byen. I Vordingborg sætter Grossetête fokus på byens fine kulturarv, når han har valgt at genopføre Slotsporten på Slotstorvet.
Selve opførelsen finder sted fredag den 25. august kl. 11-19, og nedrivningsfestlighederne sker lørdag den 26. august kl. 20-21.30
Men! Der er meget, der skal forberedes op til den 25. august. I alle dagene fra den 21. til 24. august er der værksted i Vordingborghallen, hvor der bygges to gange om dagen: Der er formiddagsvagten kl. 10-13 og eftermiddagsvagten kl. 14-17. Hver vagt har brug for 30 deltagere, og det kan sagtens være de samme, der deltager i flere vagter over flere dage.
Det eneste krav, der stilles til deltagerne, er, at man forstår engelsk eller er sammen med nogen, der kan oversætte. Børn, unge, voksne og gamle, alle er velkomne. Man kan tilmelde sig lige så mange vagter, som man har tid og lyst til.
For at få en god idé om, hvad det helt præcist går ud på, kan man se en lille film om nogle af Olivier Grossetêtes tidligere fantastiske projekter på: http://www.wavesfestival.dk/
Så! Hvis man har lyst til at prøve kræfter med denne usædvanlige udfordring, skal man skrive en mail til administrationschef på Cantabile 2, Helle Iuel, på: helle@cantabile2.dk