Søndag den 1. september 2019 lægger Færgen Ida dæk til den verdenskendte BMX stjerne Kriss Kyles tricks og stunts.
Det bliver med hænderne korrekt placeret på roret og tungen lige i munden, at besætningen på Færgen Ida på søndag tager imod den verdenskendte BMX stjerne Kriss Kyle, der er kendt i hele verden for hans imponerende, modige og ikke mindst farlige tricks på hans BMX cykel.
Kriss Kyle er kendt for at udfordre sig selv til maksimum, og det kommer han også til at gøre på søndag, hvor dæk, trapper og styrhus får glæde af Kriss Kyles BMX cykel.
Reklamefilm for RedBull
Færgen Ida, som er en af Danmarks ældste træfærger i fast rutefart, og som i sommers fik overrakt titlen ”historisk sejlende monument” har sagt ja til, at Kriss Kyle må komme forbi og bruge Færgen Ida til sine skills. Optagelserne skal indgå i en reklamefilm for RedBull, hvor blandt andet Legoland og Camp Adventure også indgår.
”Det er fantastisk, intet mindre. Jeg synes det er vildt spændende, at holdet bag Kriss Kyle har fundet vejen til vores gode gamle træfærge Ida. Markedsføringsmæssigt er det en stor gevinst for Vordingborg Kommune og ikke mindst for Færgen Ida, som i den grad bliver sat på verdenskortet
med besøget af Kriss Kyle. I de her år er der rigtig meget fokus på cykelturisme, da flere undersøgelser jo viser, at netop den turismegren er i stigende vækst. Ida har i mange år været bindeled mellem Sjælland og Falster og flere danske og udenlandske cykelturister lægger hvert år
vejen forbi Færgen Ida, som et led i deres sommerferie eller blot for fornøjelsens skyld. At en verdenskendt BMX’er nu også har valgt Færgen Ida, som lokation for sine cykeludfoldelser understøtter os i, at vi har gode takter i gang, når det gælder cykelturisme og fokus på de unikke
steder vi er så heldige at have her i Vordingborg Kommune” siger Michael Larsen, Formand for Udvalget for Plan og Teknik.
Færgen Ida er bindeled for flere nationale og internationale cykelruter, og fragter hvert år tusindvis af gæster over Grønsund. Cykelruterne ”Berlin/København og ”Østersøruten” går begge over Færgen Ida.
Optagelserne foregår på Grønsund med Farøbroerne som baggrund, så det er desværre ikke muligt, at se Kriss Kyle udfolde sig på Færgen Ida. Kriss Kyle og hans crew sejler fra Bogø Havn kl. 18.30 og kommer retur igen ca. 21:30.

Kilde: Vordingborg Kommune