Den 1. december 2019 afholdes der Julemærkemarch i Vordingborg. 16.000 deltagere fordelt over hele landet går for den gode sag, og i Vordingborg er der for femte år i træk lagt op til en frisk gåtur for hele familien.
”I år har vi fået lov til at gå gennem Rosenfeldts område, så man blandt andet kommer gennem Langedskoven og får en flot gåtur i naturen.” fortæller Lone Christiansen fra Vordingborg Firma Sport, som arrangerer den lokale march.
Julemærkemarchen er for alle, store som små. Man kan tilmelde sig til at gå 5 eller 10 kilometer. Flere foreninger har allerede forhåndstilmeldt med hold, og sidste år deltog mere end 200 i marchen. I år håber foreningen på endnu flere.
”Vi har både Hjerteforeningen, KFUM Spejderne og Vandreforeningen Fodslaw med, men vi håber også på masser af tilmeldinger på dagen – Man kan bare møde op.” fortæller Lone Christiansen.
Det koster 40 kroner at deltage, og pengene går til Julemærkefonden og til fordel for børn på julemærkehjemmene i Danmark. I 2018 gav julemærkemarchen en samlet donation på 1,3 millioner kroner, så det er ikke uden betydning, når sloganet siger ’Gå for en god sag’.
Udover en hyggelig gåtur med familie, venner og andre deltagere, så kan man varme sig med glögg og æbleskiver, når man når i ’mål’. Der er også mulighed for at vinde præmier i tombolaen, hvor en masse lokale erhvervsdrivende har doneret flotte præmier.
Julemærkemarchen afholdes altid den første søndag i december, og i 2019 er det 43. gang. Det er femte gang at Vordingborg Firma Sport deltager med startsted på Præstegårdsvej 11 i Vordingborg, og der er i alt 66 startsteder fordelt i hele landet.