Med indkøb af intelligente skraldespande håber formanden for Teknik og Miljøudvalget Thomas Christfort, at Vordingborg bliver en renere kommune til glæde for borgere, turister og andre.
For at fremme bæredygtigheden og reducere omkostningerne ved tømning af skraldespande, har Vordingborg Kommune indkøbt 20 intelligente skraldespande af typen Big Belly. I første omgang placeres de i de tre købstæder. Det sker i tæt samarbejde med de tre handelsstandsforeninger, så deres ønsker og behov er opfyldt så vidt det er muligt. Skraldespandene sættes op i løbet af uge 15.
”Henkastet affald er generelt blevet et større problem, ikke bare i Vordingborg Kommune, men i hele Danmark, ja, hele verden kæmper med udfordringen med mere og mere affald. Der er derfor brug for nye og smarte løsninger, og en af dem er de intelligente skraldespande, som ofte nævnes som en løsning, når man taler om Smart Cities, siger formand for Teknik og Miljøudvalget, Thomas Christfort.”
Enkelte af skraldespandene er udstyret med et ’talemodul’, som sender en lille hilsen, hver gang skraldespanden benyttes. ”Vi håber, at det kan skabe positiv opmærksomhed omkring skraldespandene, og specielt børn, vil sikkert synes, det er sjovt med en talende skraldespand. Hvis de unge generationer, kan holde far og mor lidt i ørerne, og minde dem om, at affald hører til i skraldespandene og ikke på gaden, synes jeg også, det er positivt.” siger Thomas Christfort.
Via en indbygget sensor sender skraldespanden en SMS-meddelelse til Vordingborg Kommunes driftsafdeling, når den skal tømmes. Affaldet bliver komprimeret, så en enkelt Big Belly kan rumme fem gange mere affald end en normal skraldespand. ”Udover at reducere driftsomkostningerne, skåner vi også miljøet når medarbejderne ikke så ofte skal rundt og tømme skraldespandene. Med de intelligente skraldespande håber vi, at der bliver et større fokus på en renere kommune til glæde for borgere, turister og andre.” afslutter udvalgsformanden.
Erfaringer viser at nogle ikke vil røre ved skraldespandes låg eller håndtag, fordi man er bange for at få fingrene i klemme eller man synes, at låg eller håndtag er beskidte. Derfor er alle skraldespandene indkøbt med en fodpedal, så man ikke nødvendigvis behøver benytte håndtaget på dem. Skraldespandene vil dog blive rengjort i forbindelse med tømning, så de fremstår rene og velholdte.
Trafik, Park og Havne forventer at indkøbe flere intelligente skraldespande i de kommende år. Om det så bliver Big Belly eller andre typer, vurderes ud fra behov og midler.
Lidt mere om Big Belly
Big Belly er et amerikansk produkt, som har været i produktion siden 2003. De nyeste Big Belly, som Vordingborg Kommune har købt, er 5. generation.
Fordelen ved den intelligente skraldespand, er:
Den giver selv besked, hvor fuld den er, og dermed, hvornår den skal tømmes.
Den giver mulighed for nem og effektiv planlægning i forbindelse med tømning.
Den kan indeholde op til 5 gange så meget affald som en almindelig skraldepand.
Den er en lukket beholder så rotter og fugle ikke kan tilgå affaldet.
Teknikken drives 100 % af de indbyggede solceller.
Eliminerer overfyldte skraldespande pga. den ekstra kapacitet, lukket beholder, og digitalt styresystem.
Kilde: Vordingborg Kommune