Børn anbragt uden for hjemmet klarer sig langt dårligere i skolen end ikke-anbragte børn. Det forsøger Vordingborg kommune at lave om på i tæt samarbejde med Egmont Fondens læringsprogram Lær for Livet. Siden 2013 er 13 anbragte børn fra Vordingborg kommune blevet tilknyttet programmet, og indsatsen ser ud til at virke.
En ungdomsuddannelse er en potentiel beskyttelsesfaktor mod fremtidig arbejdsløshed, kriminalitet og misbrug. Derfor gælder det om at få alle med. Men en analyse foretaget af Rambøll på vegne af Egmont Fonden viser, at kun 30 procent af børn, der tidligere har været anbragt uden for hjemmet får en ungdomsuddannelse, mod 79 procent af de ikke anbragte. Og det på trods af at begge grupper har samme begavelse.
En væsentlig årsag er, at børnene bliver mødt med lave krav og forventninger. Det er en udfordring, som Vordingborg kommune siden 2013 har sat sig for at gøre op med. Her har en vigtig faktor været læringsprogrammet Lær for Livet, som gennem mentorordninger og intensive læringsforløb skal understøtte børnene i deres faglige udvikling.
”Når vi arbejder for at hæve elevernes karakterniveau og for, at alle får en ungdomsuddannelse, så er det selvfølgelig meget vigtigt også at få børn og unge, der har været anbragt udenfor hjemmet med. Alt andet ville ikke være at arbejde helhjertet for det. Derfor er jeg tilfreds med at se, at Lær for Livet har skabt gode resultater,” siger formand for Børne-, Unge- og Familieudvalget Kirsten Overgaard.
Siden 2013 har Vordingborg kommune visiteret 13 anbragte børn til Lær for Livet, og en analyse foretaget af Lær for Livet i 2015 viser, at to ugers intensive læringsforløb har formået at rykke adskillige anbragte børn markant i både matematik og dansk. Ifølge undersøgelsen har børnene haft en gennemsnitlig fremgang på 0,88 læringsår i læsning og 1,13 læringsår i matematik. Det betyder, at børnene på blot fjorten dage har rykket sig mere i matematik, end de i gennemsnit ville på et almindeligt skoleår.
Sagsbehandler Sanne Kieper fra Vordingborg kommunes afdeling for Børn og Familie glæder sig også over resultaterne.
”Anbragte børn klarer sig markant dårligere i skolen end deres klassekammerater, og de færreste formår at gennemføre en uddannelse. Det er et stort problem, da langt størstedelen vil være ude af stand til at klare sig selv, når de bliver voksne. Med Lær for Livet fik vi mulighed for at skabe større fokus på problemstillingen i Vordingborg kommune, og programmet fungerer i dag som en ressourcestærk samarbejdspartner, der kan være med til at styrke børnenes faglige kompetencer og lærelyst,” siger hun.
Fakta: Egmont Fondens Læringsprogram Lær for Livet afholder hvert år en række såkaldte Learning Camps for de 100 anbragte børn, der er tilknyttet programmet. Hvert år visiterer og medfinansierer cirka 34 kommuner i alt 100 anbragte børn mellem 9 og 13 år til programmet.
Kilde: Vordingborg Kommune