kontakt@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Waves Festival i Vordingborg fra 26. til 31. august 2025

af | 6. august 2025 | Nyheder

WAVES Festival programmet er nu offentliggjort og omdelt – og dermed er WAVES Festival tilbage – og det er ikke bare programmet, der er nyheden. Den internationalt anerkendte scenekunstfestival i Vordingborg bliver denne gang afholdt fra den 26. til 31. august 2025, og
markerer dermed sin 18. udgave med et modigt og mangfoldigt program. Med over 20.000 forventede gæster bliver byen igen samlingspunkt for både scenekunst i verdensklasse og lokalt fællesskab.

Favner det lokale og det globale

WAVES er Danmarks ældste og næststørste kuraterede internationale scenekunstfestival, og i år har leder af Egnsteatret i Vordingborg og festivalleder Gitte Nielsen sammen med det nye kuratorteam – Maria Westh Hage, Kristján Ingimarsson og Paolo Nani – skabt en programrække, der både favner det lokale og det globale. Programmet byder på forestillinger fra 13 lande, herunder Danmarkspremierer, verdenspremierer og gæstespil fra nogle af Europas mest toneangivende kunstnere.

Festivalen åbner med manér midt i Vordingborgs Algade med den spektakulære gadeteaterforestilling Don Quixote af Teatro dei Venti (IT), og fortsætter samme aften med BLKDOG af Botis Seva (UK) – en prisbelønnet hiphop-danseforestilling, der har vakt opsigt over hele Europa og nu har Danmarkspremiere på WAVES.

”Det er en helt særlig fornemmelse når vi fra Egnsteatret og Pavillon K kan byde: Velkommen til WAVES Festival 2025! Ovenpå nogle år med uforudsigelighed og forandring, har det været vigtigere end nogensinde at samle mennesker om scenekunst og oplevelser. Derfor er det ikke bare programmet, men selve festivalens tilstedeværelse, vi fejrer i år,” siger Gitte Nielsen, festivalleder.

Inddrager hele Vordingborg by

Festivalen inddrager hele Vordingborg by – fra torve og skove til skoler og teatersale – og præsenterer blandt andet store gratis udendørsforestillinger, intime møder mellem performer og publikum, og brancherettede events under WAVES XTRA. Desuden får 17 skoler i regionen besøg af internationale kompagnier som en del af skoleprogrammet SKVULP.

Bæredygtighed og diversitet er nøgletemaer i årets udgave, og 75 % af programmets kompagnier kommer fra Mellem- og Nordeuropa for at reducere klimaaftryk og ved kurateringen har der været fokus på en balanceret kønsrepræsentation.

Hele programmet kan nu ses på www.egnsteatret.dk og bliver distribueret lokalt bl.a. via Visit Sydsjælland og Møn. Billetter er sat til salg på Teaterbilletter.dk. Alle udendørsforestillinger er gratis.

 

Waves 2025