Forestillingen er Kristján Ingimarson Companys fysiske og visuelle fabuleren over kvindelig natur- og urkraft.
Den lokalt bosiddende og internationalt anerkendte scenekunstner Kristján Ingimarsson, har kastet sig selv ud på dybt vand, når han med denne forestilling fabulerer omkring kvindens væsen. FEMINA FABULA LIVE går kreativt til værks, og dramatiserer frit over kvinden som et naturfænomen, urkraft og kliché.
“Patriarkatet er ved at ødelægge både vores samfund og vores planet, men jeg er overbevist om, at vi nærmer os et tipping point, og at det feminine snart tager over med en helt ny dagsorden. Både mænd og kvinder skal have mulighed for at udvikle sig, udtrykke sig, og bidrage til verden, hver på sin måde,” forklarer kunstnerisk leder og instruktør Kristján Ingimarsson.
Han har de sidste år fokuseret på kvinder og deres rolle i samfundet. Det startede i 2021 med forestillingen Bloom, som blev til i et samarbejde med blandt andre Teater Nordkraft i Aalborg. Siden udviklede han, sammen med den skotske billedkunstner Kirsty Whiten og 6 kvindelige performere, det omsluttende videoprojekt FF360, om kvinders urkraft, styrke, samhørighed, roller og ritualer.
Med det fysiske og visuelle udtryk, der er Kristján Ingimarssons varemærke, fungerer FEMINA FABULA LIVE som en performativ installation, der omslutter og inddrager publikum i værket.
Og ligesom i disse tidligere kvindeundersøgende værker, har de medvirkende kvindelige performere i FEMINA FABULA LIVE været med i udviklingen af denne forestilling, og sat deres tydelige aftryk på både indholdet og udtrykket.
Her fortsætter han med at ville udfordre det etablerede narrativ om kvinder, som han synes trænger til at blive undersøgt, for han mener, at det måske er kvinderne, der holder på nogle af løsningerne til at gøre verden til et bedre sted. “Vi er nok alle stadig på livets larvestadie. Kvinder har utrolig sans og potentiale for udvikling, og jeg vil gerne invitere dem til at gå forrest i den metamorfose, jeg tror på at menneskeheden skal gennemgå. Så kan vi andre følge efter.” siger Kristján Ingimarsson.
Scenografien mere end en baggrund
I FEMINA FABULA LIVE integrerer han elementer af skulpturelle installationer og omfattende scenografier for at skabe en billedrig og rumlig oplevelse, som giver publikum mulighed for både at blive omsluttet af og samtidig at komme tæt på udtrykkene i forestillingen. “Scenografien er ikke bare baggrund; den er en del af historien. Den giver publikum mulighed for at kigge derhen, hvor de synes, det er mest spændende at følge med, og danne deres egen mening og forståelse af, hvad der sker.”
Og så fylder både det groteske og det humoristiske meget i hans scenekunstneriske univers. Denne tilgang har han fået inspiration til fra bl.a. den amerikanske kunstner Paul Mccarthy og fra den canadiske billedkunstner David Altmejd, der begge arbejder med lignende skulpturelle og kontrastfyldte udtryk.
Billeder og kroppe
Kristján har altid følt, at teater kræver meget mere end ord, og at netop det fysiske sprog og de visuelle billeder gav en større mulighed for at drømme selv, imens man så på kroppene. Hans fysiske passion trækker på inspiration fra mange kilder, og de tidligste var klassiske film med stumfilmkomikere som Charlie Chaplin og Harold Lloyd. Disse indtryk af fysisk komedie åbnede døren til hans forståelse af scenekunst som en platform for at fange publikums opmærksomhed gennem bevægelse og visuelle fortællinger.
Efter at være flyttet fra Island til Danmark i 1992, opdagede han teatret Kanonhallen i København, og blev dybt inspireret af blandt andre La Fura dels Baus, koreografen Sasha Waltz og det fysiske teater- og dansekompagni DV8, der begge arbejdede med en høj grad af visuel fortælling og meget forskelligartede, og også kontroversielle, fysiske udtryksformer.
“Dans og det fysiske udtryk har altid fanget mig mere end talebårent teater,” siger han. “Kroppen tillader drømme og refleksioner, og det forbudte kan få en plads på scenen uden at der behøver at blive sat ord på det”.
I sine forestillinger skaber Kristján Ingimarsson en platform, hvor publikum kan spejle sig i de scenarier og billeder, de præsenteres for. Dybden i hans arbejde med at undersøge den menneskelige adfærd, er inspireret af studier inden for biologi, specielt forskelle og ligheder mellem dyr og mennesker. Og så er hans forestillinger altid resultatet af undersøgelserne af noget, som han selv gerne vil finde ud af. “Det handler om at observere, føle og måske endda finde noget uventet om os selv,” afslutter han.
FEMINA FABULA LIVE er produceret af Kristján Ingimarsson Company i co-produktion med Egnsteatret I Vordingborg Kommune.
FEMINA FABULA LIVE kan opleves på Vordingborg Teater den 8., 9., 11. og 12. november 2024 og billetter fås på www.egnsteatret.dk