22.-24. november 2024 inviterer Danmarks Borgcenter i Vordingborg til “Jul på Borgen”. Her kan besøgende glæde sig til at gå på opdagelse i mere end 25 autentiske juleboder på museets smukke ruinterræn.
“Jul på Borgen” starter fredag aften den 22. november i forbindelse med juletræstændingen på Slotstorvet klokken 18.00. Her kan man – foruden at gå på opdagelse i de mange juleboder – tage på tusmørkevandring på slotsruinen, høre julekoncert med det lokale kor ‘Around 7’ eller besøge Danmarks Borgcenter helt kvit og frit. Man kan også tage på skattejagt eller bare lade julefreden sænke sig, mens man nyder et glas glögg eller æbleskiver fra Café Borgen.
Lørdag og søndag fortsætter julehyggen fra kl. 10.00 til 16.00, og her inviterer museet blandt andet til dukketeater den kloge kone Maren, der tager gæsterne med på en eventyrlig og historisk rejse tilbage til middelalderens marked, hvor alt kan ske. Her møder du dukke Eskil, der drømmer om at blive en vaskeægte ridder for Kong Valdemar.
Kommunikations- og marketingchef for Danmarks Borgcenter, Kristoffer Rosner Rydahl, glæder sig over endelig at kunne præsentere “Jul på Borgen”, som han har drømt om længe:
“Det har været en vision i mange år at skabe et arrangement, der forener byen, borgen og dens borgere. Med “Jul på Borgen” tager vi det første skridt mod at integrere Danmarks Borgcenter som en aktiv del af Vordingborgs juletraditioner. Det handler om fællesskab, og det er fantastisk at se denne drøm gå i opfyldelse.”
Praktisk info
Sted: Danmarks Borgcenter
Datoer: 22.-24. november 2024
Tidspunkt: 18.00-20.00 fredag den 22. november, 10.00-16.00 lørdag og søndag
Gratis adgang
Se det fulde program på www.danmarksborgcenter.dk