I år er det 100 år siden, at forfatter og samfundsrevser ElsaA Gress blev født. Kulturforening Marienborg rister en rune over ’blykuglen fra Møn’ med en stort anlagt kulturfestival – en hyldest til Elsa Gress, hendes tankesæt, person og virke.
9 dage fyldt med litteratur, drama, musik, mad, kunst, samtaler – og alt det andet, som den knivskarpe kvindes fascinerende univers bestod af.
Som anerkendt forfatter og sin samtids måske mest berømte og berygtede debattør, var Elsa Gress en vigtig stemme i dansk kulturliv. I dag er hun overset af de fleste, og de unge kender hende slet ikke.
Det skal festivalen ændre på, når Kulturforening Marienborg sætter holdet til en kraftfuld hyldest af Elsa Gress, hendes insisterende, vedkommende, begavede dialog og kamp for humanisme, demokrati og individets ret til at gå egne veje.
Festivalen har til formål at præsentere, formidle og diskutere Elsa Gress’ forfatterskab, holdninger og person – og det, som måske blev Elsa Gress’ allerstørste værk; hendes eventyrlige liv og virke.
Med et håndplukket udvalg af markante kulturpersonligheder, unikke genstande fra Gress-familiens arkiver, og en række sanselige, debatskabende og nærværende kulturtilbud sætter vi fornyet fokus på den stærke, ikoniske kvinde.
Hvem var hun? Hvad lærte vi af hende? Og hvordan kan vi bruge Elsa Gress idag?
Publikum skal forundres, begejstres, inspireres og bevæges – og måske også provokeres.
Og frem for alt skal de blive klogere på Elsa Gress, på vores verden – og på sig selv!
Med udgangspunkt i Elsas værdier, liv og forfatterskab vil festivalen diskutere aktuelle samfundsrelevante emner som humanisme, ’det fremmede’ i dansk kultur, ligestilling, debattørens rolle som ’samfundets vagthund’ mv.
– ” De fleste husker nok Elsa Gress som ’rappenskralden’, ’amazonen’ og andre lignende øgenavne, som man rask væk tildelte de få kvinder, som var modige nok til at stikke næsen frem i samfundsdebatten på den tid. Men hun var så meget mere end det, og hun var en kvinde, der fik stor betydning for mange,” siger festivalchef og initiativtager, Pia Thanning, der til daglig driver refugiet Villa Gress i Elsa Gress’ tidligere bolig, og som gennem årene har fået forfatteren helt ind under huden.
– ”Som forfatter og kritiker var Elsa Gress en vigtig stemme i debatten, som var med til at præge den kultur og det samfund, vi kender i dag. Med sit store internationale udsyn og lynende intelligens tilfører hun skarpe pointer til emner, der stadig er relevante i 2019 med en saglighed og dybde, som man godt kan savne i den noget overfladiske debatkultur, vi kender i dag.
Der er således stadig masser af vitaminer at hente i Elsas forfatterskab. Det vil vi gerne formidle. Ligesom festivalen også kaster lys på det, der måske blev Elsas allerstørste værk: Hendes helt eventyrlige liv. Ved at sætte særligt spot på mennesket
bag, håber vi, at festivalen med sine varierede tilbud kan give danskerne et mere nuanceret billede af Elsa Gress. En større forståelse for hendes person og univers, som kan være med til at genoplive interessen for hendes forfatterskab og drive historien om hende videre fremover,” slutter Pia Thanning.
Festivalen realiseres med velvillig støtte fra Statens Kunstfond, Bestles Fond, William Demant Fonden, Knud Højgaards Fond og Vordingborg Kommune.
Fakta
Festivalen afholdes i perioden 10.-18. august på hhv Sukkerfabrikken, Kostervej 2, 4780 Stege og Marienborg Gods, Marienborg Allé 3, 4780 Stege, hvor Elsa arbejdede og boede fra 1972 til sin død i 1988.
Festivalen ProGress – en hyldest til Elsa Gress
Sukkerfabrikken, Stege og Marienborg Gods, Møn
lørdag den 10. august – søndag d. 18. august 2019.
Billetsalg: www.billetten.dk (søg på Elsa Gress)
Facebook: elsa gress kulturfestival på møn
Instagram: #elsagresskulturfestival #elsagress.dk
