Bogø Havn – Havblik Festival kan i år fejre sit femårs jubilæum, og det bliver med en stærk musikalsk start. Festivalen har netop afsløret de første to navne til årets program, der finder sted 19.-20. juni 2026 på Bogø Havn.
Tako Lako og D/troit skal begge levere musikalske oplevelser, når havnen igen forvandles til et festligt samlingspunkt. Tako Lako, kendt for deres varme og dansable rytmer, bringer farverig energi og globale toner, der inviterer publikum ud på dansegulvet. D/troit leverer derimod svedig soul og funk i verdensklasse med stærke vokaler, blæsere og groove, der lover en intens koncertoplevelse.
Bro mellem musikgenerationer
Havblik Festival har fra start haft en klar vision om at bygge bro mellem den uafprøvede og den etablerede musik. Festivalen stræber efter at levere en bred vifte af nye musikalske oplevelser på tværs af genrer og generationer, og resten af årets program vil blive afsløret løbende frem mod sommeren.
“Sammen sætter vi tonen for en festival, hvor musikglæde, nærvær og fællesskab er i centrum,” lyder det fra festivalen.
Børnefestival med Kulturstrømmen-støtte
I år har festivalen modtaget støtte fra Kulturstrømmen, hvilket gør det muligt igen at afholde den populære børnefestival om lørdagen. Her bliver børn ikke kun underholdt, men får også mulighed for selv at være medskabere af kulturen gennem kreative aktiviteter og musikalske oplevelser.
Gratis adgang for alle
Fem år i træk har Havblik Festival inviteret musikelskere og havnelivs-entusiaster til Bogø Havn, og traditionen fortsætter med to dage fyldt med original musik, fællesskab og livligt havnemiljø. Festivalen fastholder gratis adgang for alle, hvilket afspejler ønsket om at skabe en tilgængelig kulturoplevelse for så mange som muligt.
Programmet er stadig under udvikling, og man kan følge med på Havblikfestival.dk eller facebook.com/havblikfestival.
Festivalen har gratis entré, hvor frivillighed og støttearmbånd er med til at skabe lyden af sommer på Bogø.

Tako Lako og D/troit skal begge levere musikalske oplevelser, når havnen igen forvandles til et festligt samlingspunkt
