kontakt@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Kom i Gåsetårnet for kun kr. 25.-

af | 25. juni 2026 | Nyheder

Gåsetårnet er et af Vordingborgs mest ikoniske steder. Og nu bliver det endnu lettere for både lokale borgere, børnefamilier og turister at komme helt tæt på tårnet, udsigten og de monstre, der for tiden har indtaget de historiske rum.

Danmarks Borgcenter indfører nemlig en ny særskilt entrébillet til Gåsetårnet. Det betyder, at gæster fremover kan vælge mellem den almindelige billet til Danmarks Borgcenter, som fortsat koster 135 kroner for voksne og er gratis for børn, eller en ny Gåsetårnsbillet til 45 kroner for voksne og 25 kroner for børn.

Med den nye billet får gæster adgang til Gåsetårnet og udstillingen MONSTER, skabt af multikunstneren Shane Brox. Her kan børn og voksne møde 12 stygge skabninger med store følelser i tårnets kældre, skjulte rum og historiske stokværk. Udstillingen kobler fortidens myter og mysterier med følelser, fantasi og samtaler om alt det, der kan være svært at sætte ord på.

For publikumschef Kristoffer Rosner Rydahl handler ændringen først og fremmest om at skabe en bedre og mere fleksibel gæsteoplevelse:

“Vi kan se, at mange gæster er meget nysgerrige på Gåsetårnet. Nogle kommer for hele borgoplevelsen, mens andre først og fremmest gerne vil op i tårnet, se udsigten og opleve MONSTER. Det behov vil vi gerne imødekomme. Med den nye billet gør vi det nemmere at vælge den oplevelse, der passer til gæsten – og vi gør Gåsetårnet tilgængeligt til en pris, hvor endnu flere kan være med”.

En billet til byen – og til dem, der besøger den

Gåsetårnet har i århundreder været en del af Vordingborgs skyline. For Danmarks Borgcenter er den nye billet derfor også et greb, der skal styrke forbindelsen mellem museet, byen og de mange gæster, der bevæger sig gennem Vordingborg.

Museumsdirektør Henrik Hvenegaard Mikkelsen ser den nye billet som en del af en større ambition om, at Danmarks Borgcenter skal være endnu mere synligt og relevant i byen:

“Gåsetårnet er ikke kun vores. Det er Vordingborgs tårn. Det er et vartegn, som både borgere og turister forbinder med byen, og derfor giver det rigtig god mening, at vi gør adgangen mere fleksibel. Vi vil gerne være mere for byen – og vi tror på, at jo flere der får lyst til at besøge Gåsetårnet, jo mere liv skaber det også omkring Vordingborg som destination”.

Sidste chance for monstrene i tårnet

Den nye Gåsetårnsbillet giver samtidig flere mulighed for at opleve Shane Brox’ udstilling MONSTER, inden den lukker ved sæsonens afslutning senere på året.

I udstillingen møder publikum blandt andet den kærlighedssultne Kraken, den frygtspredende Beezlebub og den ensomme Drage. Alle monstrene er skabt af genbrugsmaterialer som gamle kjoler, skummadrasser, dåsekapsler og gardiner, og hvert monster er knyttet til en følelse, som børn og voksne kan gå på opdagelse i sammen.

“MONSTER er en udstilling, der både kan få børn til at grine, gyse og stille store spørgsmål. Samtidig får man hele oplevelsen af at bevæge sig op gennem Gåsetårnet og slutte af med udsigten over Vordingborg. Det er en stærk oplevelse i sig selv – og nu kan den opleves for 45 kroner for voksne og 25 kroner for børn”, siger Kristoffer Rosner Rydahl.

Den almindelige entrébillet til Danmarks Borgcenter fortsætter uændret. Her får gæster adgang til hele borgcentrets udstillinger og oplevelser, mens børn fortsat har gratis adgang.

 

Gåsetårnet

Gåsetårnet – Foto: Kim Ingemann Erichsen, kim@peakpro.dk