Bestyrelsen i Vordingborg Energi Holding A/S har ansat en ny administrerende direktør til Vordingborg Forsyning A/S. Valget er faldet på Kaspar Mondrup, som kommer med en bred ledelsesmæssig erfaring inden for energi- og forsyningssektoren.
Vordingborg Forsyning A/S har nu fundet en afløser for den nuværende direktør Søren Mikkelsen, som går på pension ved udgangen af april. Det bliver den 52-årige Kaspar Mondrup, som overtager posten som direktør i det Vordingborg Kommune ejede multiforsyningsselskab, som dækker over forsyningsområderne kraftvarme, fjernvarme, vand og spildevand.
18 års erfaring som topleder
Kaspar Mondrup kommer med mere end 18 års erfaring som topleder inden for energi- og forsyningssektoren i virksomhederne KMD Energy Solutions, Grønlands Energiforsyning og Sonlinc A/S. På CV’et er også blandt andet en MBA i Teknologi, Marked og Organisation fra CBS og en uddannelse som IT/Elektronik Ingeniør fra DTU.
Bestyrelsesformand Michael Larsen ser frem til samarbejdet med den nye direktør: ”Vi havde et meget kvalificeret ansøgerfelt til stillingen, og vi har stor tillid til, at Kaspar Mondrup er den helt rigtige til at fortsætte den gode udvikling i Vordingborg Forsyning. Kaspar har et stort og relevant netværk på tværs af fjernvarme-, vand-, el- og gas-sektorerne og et godt branchekendskab. Han vil også vil også kunne bringe nye idéer og tanker ind i forretningsudviklingen, som kan sikre, at Vordingborg Forsyning også fremover vil stå stærkt til at håndtere fremtidens udfordringer. Fra bestyrelsens side vil vi samtidig gerne takke den afgående direktør Søren Mikkelsen for, gennem sin store indsats i mange år, at have skabt et veldrevet selskab med en solid økonomi. Søren har haft en afgørende rolle for, at vi har fået opbygget et godt fundament, som vi nu kan bygge videre
på” siger Michael Larsen.
Ser Vordingborg Forsyning som en innovativ virksomhed,
Kaspar Mondrup ser selv meget frem til at tiltræde stillingen som direktør torsdag den 2. maj: ”Jeg ser Vordingborg Forsyning som en innovativ virksomhed, der hurtigt har tilpasset sig den grønne omstilling. Samtidig er Vordingborg forsyning en virksomhed, der er med til at drive samfundsudviklingen – både når det kommer til de bundne opgaver som gennemførsel af spildevandsplanen og som support til erhvervsudviklingen inden for eksempelvis Power-to-X” siger
den kommende nye administrerende direktør.
• Vordingborg Forsyning består af Vordingborg Energi Holding A/S som moderselskab og fem datterselskaber: Vordingborg Forsyningsservice A/S, Vordingborg Spildevand A/S, Vordingborg Vand A/S, Vordingborg Fjernvarme A/S, Vordingborg Kraftvarme A/S.
• Vordingborg Forsyning varetager spildevand i hele kommunen, drikkevand i Præstø, Stege og Vordingborg by, fjernvarme til Vordingborg by, Ørslev, Kastrup og Neder Vindinge og snart hele Nyråd – samt produktion af varme og el på kraftvarmeværket.

Kaspar Mondrup, Vordingborg Forsyning