Fem blæsermusikere og en solojanitschar fra Det Kongelige Kapel lægger vejen forbi Orenæs Saloner, hvor de spiller koncert på plænen i skoven ved vandet lørdag den 3. september.
Med i bagagen har de deres seneste CD ”Dedicated”, som er gratis med i billetprisen.
Der er musik fra flere århundreder på programmet; helt tilbage fra bronzealderen omkring 1000 år før Kristi fødsel – dette spillet på to lurer.
Det meget underholdende og afvekslende program indeholder ligeledes musikalske perler fra renæssancen, barokken, wienerklassikken og vor tid.
Royal Danish Brass er kendt for at byde på gedigne overraskelser i koncertens løb, ligesom de enkelte musikere vil divertere med halsbrækkende og virtuose solopræstationer.
Programmet præsenteres og kommenteres af ensemblets absolutte senior, Keld Jørgensen, som også var en af grundlæggerne af det hæderkronede orkester.
Det danske brassensemble par excellence blev stiftet i 1977 under navnet Det Kongelige Kapels Messingkvintet og udgår af verdens ældste orkester, grundlagt i 1448, altså i Kong Christian I’s regeringstid – nemlig det orkester, der senere kom til at hedde Det Kongelige Kapel.
Der bliver spillet musik af Fuzzy, Peter Maxwell Davies, Alessandro Orologio, Roger Kellaway, Alfred Schnittke, Bent Lorentzen, Ludwig van Beethoven, Jeremiah Clarke, Vittorio Monti m.fl.
De medvirkende er: László Molnár og Lars Ejlif Hansen, trompet. Henning Hansen, horn og lur. Keld Jørgensen, basun og lur. Christian Bay, tuba og Per Jensen, slagtøj.
Koncerten spilles udendørs i de smukke omgivelser ved Orenæs Saloner, der ligger i skoven lige ned til Storstrømmen. Medbring gerne campingstol og picnic, drikkevarer kan købes på stedet.
Fakta:
Lørdag den 3. september kl. 15.00
Plænen ved Orenæs Saloner
Orenæs Skovvej 12, Orehoved
4840 Nørre Alslev
Entré 150 kr. inklusiv CD
Børn 1/2 pris
Billetter online på:
www.orenaessaloner.dk
Tlf.: 61 77 08 26