Lokalområdets nok mest løjerlige Sankt Hans-aften arrangement finder man i år i Ørslev.
Det er FDF Ørslev-Vordingborg, der i den seneste tid har knoklet for at bygge en westernby ved kredshuset på Ugledigevej, og til Sankt Hans bliver arbejdet vist frem for alle interesserede, der kan komme helt tæt på westernbyen med blandt andet sherifkontor, saloon og vandtårn.
Westernbyen er en del af FDF Ørslev-Vordingborgs forberedelser til den store landslejr i juli, hvor de lokale FDFere tager til Silkeborgsøerne for at møde godt 11.000 andre FDF’ere fra resten af landet.
Den store lejr finder sted hver femte år og er en anledning til at gøre en ekstra indsats, mener man hos den lokale FDF-kreds.
– Vi tager tit på lejrture med telt og bygger lejrpladser med reb og rafter, men landslejren er en mulighed for os til at gøre noget ud over det sædvanlige og teste, hvad vi kan opnå sammen, forklarer kredsleder Henrik Sørensen.
– Vi skal bo i et område, der hedder Løjerligheden, og vi synes selv, det er meget løjerligt at bygge en westernby, fortsætter han.
Westernbyen er bygget som samlesæt, der let kan skilles ad og transporteres til Jylland.
Men inden da, kan man altså nå at opleve byen til Sankt Hans-festen, der arrangeres af FDF i samarbejde med Ørslev Gymnastik- og Idrætsforening og Ørslev Lokalråd.
Klokken 18 tændes der op i fællesgrillen, og der bydes på snobrødsbagning og amerikansk lotteri med mere. Klokken 21 går årets båltaler på og bålet tændes.
Adressen er Ugledigevej 81, 4760 Vordingborg.